Jens Dolin har forsket i sammenhænge mellem evalueringsformer og læring i de naturvidenskabelige fag. Desuden er han tidligere gymnasielærer i geografi og fysik og har bidraget til flere udgivelser bl.a. som redaktør på Gymnasiepædagogik - en grundbog.

Af Mette Sabroe Bitsch

23. februar 2016

1. Hvordan påvirker ungdomskulturen de unges måde at lære på?

Jeg tror såmænd, at unge lærer på samme måde som unge altid har gjort – ved at gå i dialog med det, der skal læres, og ved at give det sin egen betydning og mening, som så kan ligge mere eller mindre tæt på det kanonisk rigtige. Men vilkårene det sker under er selvfølgelig anderledes, som de er for alle nye generationer. Der er flere modaliteter til rådighed i form af lærings- og kommunikationsplatforme særligt med it som omdrejningspunkt, og der er flere tilbud i ungdomslivet, som skolen skal konkurrere med. Derfor er ungdommen – som hele samfundet – stresset af krav til præstationer, både i forhold til skolen og i forhold til kammerater og i forhold til samtidigt at skulle være på mange medieplatforme osv. På den måde er vi i samme båd, eleverne og lærerne J. Vi er alle underlagt nogle stadig skrappere ydre krav til vores præstationer. Og opfyldelsen af disse krav sker ofte på bekostning af fordybelse og arbejdsglæde. Overordnet virker det som om, det er præstationskulturen, der påvirker mest. Og rent læringsmæssigt fremmer det en overfladiskhed, der giver ringere læring – ligesom man jo som underviser må give køb på kvalitet, når man presses arbejdsmæssigt.

2. Hvad skal en underviser overveje, når han eller hun tilrettelægger en læringsprogression?

Det vigtigste er at overveje, hvorledes læreprocessen inden for det pågældende område ser ud. Hvorledes lærer de fleste elever de pågældende kompetencer eller den pågældende viden? Hvad er den mest almindelige læringsvej? Og her er det en vigtig pointe, at det ikke altid – og måske endda sjældent – er en egentlig progression, der er tale om. I hvert fald ikke i Bloomsk eller SOLO-mæssig forståelse. Ofte er vejen til viden eller kunnen ikke en lineær stige eller en stigende spiral, men en række sten, der skal betrædes. Og de skal alle berøres, før man er kommet helt over. Rækkefølgen vil afhænge af emnet og af eleven, men den erfarne lærer ved en del om hvilke sten, der er tale om, og har også erfaring for i hvilken rækkefølge det normalt lykkes at komme tørskoet over.

Jeg vil anbefale, at man deler det overordnede læringsmål op i nogle delmål, som godt kan udgøre en progression, og diskuterer dem med eleverne, og så overvejer i hvilken rækkefølge, det giver fagligt mening at arbejde med dem.

3. Hvorfor er skriftlighed vigtig?

Fordi når noget er skrevet, så kan man se på det og forholde sig til det – meget lettere end man kan med det mundtlige. Hele metaniveauet, som er noget af det vigtigste i al læring, bliver så meget tydeligere ved skriftlighed end ved mundtlighed. Sproget forsvinder, når det er sagt, mens det skrevne står der og kan rettes og kan kommenteres - og alle processerne bliver fastholdt.

4. Hvilke værdier ligger i naturvidenskabsundervisning?

Det vigtigste naturvidenskab kan give alle, er en forståelse af verden baseret på nogle veldefinerede forudsætninger. Naturvidenskaben har gennem århundreder opbygget en bestemt måde at skabe viden på, nemlig via nogle rationelle og åbne og reproducérbare processer, som i princippet kan læres og eftergøres af alle. På den måde er naturvidenskaben (i princippet og i sin egen selvforståelse) universel og udgør et fælles sprog, uafhængig af interesser og tro. Virkeligheden er naturligvis mere mudret – fx kan naturvidenskaben som al anden videnskab blive påvirket af penge og prestige. Men grundlæggende er for mig naturvidenskaben et fælles rationelt ståsted til betragtning af verden. Et ståsted, der ikke giver et fuldgyldigt billede af verden, det skal suppleres af en mængde andre billeder, men det er et sted, hvor der kan etableres en fælles og sikker viden om vigtige dele af vores omverden. Hvis man accepterer præmisserne og spillereglerne, kan man rent faktisk inden for naturvidenskaberne blive enige om noget, på tværs af politiske og økonomiske interesser.

Jo, og så har man jo i naturvidenskaberne samlet kolossale mængder viden om naturen og dens processer – hvilket viser, at naturvidenskabernes præmisser og metoder er ret effektive. Den viden det kan være nyttigt at kende, eller i det mindste at vide at den er der – men det er det mindste. Det vigtigste er kendskab til de videnskabende processer.

5. Hvordan evaluerer man elevarbejder, så eleverne lærer, de ønskede læringsmål?

Dette spørgsmål er for omfattende til et enkelt svar. Men først og fremmest skal man evaluere formativt, dvs. man skal sikre sig, at eleverne får en forståelse af deres produkt i forhold til de krav, der stilles inden for fagområdet på pågældende niveau, og samtidig får et bud på, hvordan de kan komme nærmere målet, altså hvad de nu kan gøre for at blive dygtigere. Og det handler altovervejende om at give og få feedback. Feedback, feedback, feedback. Og formativ feedback, ikke summativ, hvor man giver en karakter. Karakteren vil risikere at blokere for det formative. Mange elever vil fokusere på hvilket niveau, de er på, frem for hvordan de kan blive dygtigere.

FAKTA

Jens Dolin er professor ved Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Ungdomskultur og didaktik

Jens Dolin er en af de oplægsholdere, du kan møde på Systimes Konference 2016 Ungdomskultur og didaktik 5. april i Aarhus og 6. april København. Sidste frist for tilmelding er den 29. marts 2016. Læs mere her

Vi glæder os til at se dig.

ISBN: 978-87-616-6879-0, Copyright forfatterne og Systime A/S 2013-2017